SPP København - Inrigger kaproning for sjov

10. marts 2025 09:36 , af Jette Skriver Frandsen

Har du lyst til at deltage i kaproning for sjov?

Holte Roklub har tidligere deltaget i den traditionsrige Sved-på-Panden (SPP) turnering i København, i sæsonerne 2022 og 2023. I 2024 måtte vi desværre springe over pga af mangel på deltagere. Men nu er vi tilbage!

Lidt om turneringen

Turneringen afholdes over otte runder fra maj til september (minus juli) i skiftevis Hellerup og Københavns Sydhavn. Distancen for inriggere er 10 km. Ifølge de nye regler for holdsammensætning er der ingen begrænsning på hvor mange roere der må være på et hold henover sæsonen og holdet kan bestå af alle køn i alle aldre. Holdet kan deltage i alle otte runder eller blot enkelte løb.

Der beregnes handicappoint udfra alder og køn, så det er muligt at konkurrere direkte mod hinanden, uanset alder og køn. Høj alder + god form = god placering :-) Det ideelle er at have et større bruttohold og så sammensætte forskellige kombinationer af roere til de enkelte løb. På den måde behøver den enkelte  roer ikke at kunne deltage i samtlige otte løb, men holdet kan forhåbentlig stille op alle gange.

Det lavpraktiske

Vi låner både i de lokale klubber ved eller i nærheden af start/målområdet.

Tidsmæssigt skal man nok afsætte to timer pr løb inklusiv klargøring, opvarmning, selve løbet og returnering af båd. Derudover transport til og fra Hellerup eller Sydhavnen.

Efter hver runde er der spisning i den arrangerende klub og en afslutningsfest efter 8. og sidste runde. En god mulighed for at mingle med ligestillede (læs: ronørder) fra de andre klubber. Det plejer at være rigtig hyggeligt.

Hvad skal man kunne for at deltage

  • nogen roerfaring og styr på teknikken;
  • der skal være en langtursstyrmand i hver båd;
  • du skal kunne lide at sparke igennem/give den alt hvad du har og så lige et nøk eller to til;
  • være indstillet på hurtige skift på kaproningsmåden;
  • vende skarpt om en bøje;
  • stille op i Holte Roklub klubtrøje.

Erfaring med kaproning er ikke nødvendig. Der vil blive tilbudt træning i hurtige skift og vendinger om bøje, så de sidder lige i skabet til konkurrencen. Vi træner målrettet op til hvert løb, tidspunkt aftales fra gang til gang, dvs ingen fast træningsdag.

2025 SPP datoer:

  1. Mandag 12. maj - Hellerup
  2. Mandag 26. maj - Sydhavnen
  3. Onsdag 4. juni – Hellerup
  4. Mandag 16. juni – Sydhavnen
  5. Onsdag 13. august – Hellerup
  6. Onsdag 20. august – Sydhavnen
  7. Torsdag 28. august – Hellerup
  8. Fredag 5. september - Sydhavnen + finalefest

Du kan læse meget mere om SPP her:

Hvis du er interesseret i at deltage eller har nogen spørgsmål, så skriv/ring til Jette på email jsfrandsen@yahoo.dk / mobil 24 63 49 12.

Bedste rohilsener fra SPP holdet, "Sørøverne" Kurt, Jesper og Jette