Årssprøjt 2024 - nytårshilsen fra formanden

23. december 2024 16:31 , af Bjørn Christau

Stor tak til alle frivillige

Takket være en masse frivilliges fortsat store engagement i instruktion, undervisning, ro-med-ture holdes aktiviteten høj på vandet og ved holdtræningen indendørs.

Ligeledes tak til alle, som trofast stiller op og holder gang i årets sociale aktiviteter – og alle de ”usynlige” indsatser året rundt, som sikrer den gode stemning og glæden ved at færdes i klubben.

Vi håber uforandret, at mange flere af de nyere medlemmer også vil deltage aktivt i det, der foregår udover roningen.

Der er roet lidt mere end sidste år: over 103.000 person-kilometre på vandet.

Også dette år: Tak for at I passer så meget på klubbens materiel, at vedligeholdelsesopgaven for de flinke reparationsfolk bliver overkommeligt.

 

Bestyrelsens vedholdenhed

Vi har uforandret vores årelange kampe med kommunen. I første omgang skal vi dog glæde os over at have fået den million kr. i 2025-budgettet, som vi var blevet lovet for tre år siden. Ud over den million kr. vi selv har sparet op frem til nu mangler vi så ”kun” henad to millioner kr. til platformsprojektet. Som vi har redegjort for jer er store som små donationer fra medlemmer meget vigtige. Indtægtsgivende udlejninger til firmaer samt foredrag ved flere medlemmer med forskellige interessante erfaringer hjælper også meget. Der kommer også stor aktivitet på fondsansøgningerne de nærmeste måneder.

I skrivende stund undersøges det, om den totale udskiftning af stolper og bærende strukturer i øvrigt kan modificeres til et vedligeholdelsesprojekt. Skridsikring ”indbygget” i solide brædder overvejes ligeså. Opdateringer følger! Ambitionen er fortsat fuld fart på renoveringen i oktober kvartal 2025.

P-pladserne er på forbløffende vis stadig et uafklaret kapitel på nu femtende år – trods alle præmisser for længst på plads set fra vores side.

Den ramponerede pontonbro foran polobanen har vi atter forsøgt at ”sælge” til kommunen – intet er afklaret.

Der er dog kommet den afklaring, at Rudersdal Ejendomme nu har ansvaret for alle tre projekter:

Vi har derfor fremtvunget et møde mellem forvaltningen og os i bestyrelsen et par uger ind i det nye år.

Bestyrelsen har fortsat bundet alt for meget tid og energi op på disse tre projekter.

Vi vil meget hellere snarest bruge al konstruktiv energi på udvikling af roaktiviteterne i klubben.

 

Skaf nye medlemmer til 2025

Såvel ro- som kajakklubber landet rundt oplever i disse år et fald i medlemstallet. Det har vi også gjort de sidste par år.

ALLE bedes hjælpe til med at skaffe nye medlemmer til 2025-sæsonen!

 

Bestyrelsen ønsker jer alle et rigtigt godt nyt år!

Reserver torsdag den 6. februar kl. 19 til årets ordinære generalforsamling i klubstuen.

Godt nytår
Bjørn Christau