Standerstrygning 2015

Standerstrygning 2015 01

Lørdag den 31. oktober var der standerstrygning efter en god og lang rosæson med masser af aktivitet og mange flotte resultater.

Dagen startede med den helt store oprydning og vinterklargøring af klubhus, bådhal og broanlæg. Ca. 50 friske klubmedlemmer var mødt op for at give en hånd med, og der blev skurret og skrubbet, pudset og poleret, ryddet op på loftet, flyttet rundt på bådene og vasket gulv og vinduer i lange baner. Efter en velfortjent frokost og lidt mere oprydning var det tid til at stryge standeren og til at høre formandens tale, hvor der blev gjort status og delt mange anerkende ord ud. Både til dem, der har stået på sejrsskamlerne og til alle dem, der på anden vis har ydet en stor indsats for at få klubben til at fungere, hvad enten det har været med instruktion, træningsaktiviteter, turplanlægning, vedligeholdelse af materiel eller mere administrative opgaver. De tre klub-pokaler blev i år tildelt:

Rasmus Theisen, kajakpolospiller på Holte Sharks (juniorholdet), der fik Gudmund-Schack-pokalen som anerkendelse af at have passet sin træning med stor flid og for at være en god holdkammerat og et godt eksempel for de andre spillere.

Anna Glüsing Winther, kajakroer på ungdomsholdet, som fik Birkerød-pokalen for en god indsats og for at have opnået meget flotte resultater i den forløbne sæson – herunder ved DM i Holstebro i august måned.

Standerstryning_2015_02

Peter Birk Wulff, klubbens revisor, der fik Furesø-pokalen for en særdeles god indsats i det forløbne år i forbindelse med anskaffelse og implementering af det nye IT-system (MemberLink) til medlemsadministration, økonomistyring, aktivitetskalender, intern kommunikation og klubdrift. Derudover skal pokalen også ses som en anerkendelse af de mange år som klubbens revisor.

Dagen sluttede med den traditionelle standerstrygningsfest, hvor temaet var ”spansk aften” med alt hvad dertil hører af mad, vin, musik og flamingodans. Det blev en festlig afslutning på en god rosæson.

Og nu står vintersæsonen så for døren. Mange aktiviteter er allerede i gang og flere kommer til. Der er svømning og kajakpolo i svømmehallen på Skovlyskolen, ro-spinning og styrketræning i motionsrummet, vinterbadning i Furesøen, løb og gymnastik for de unge – og for dem, der har vinterrotilladelse, er der roning lige indtil standeren går til tops igen eller til der kommer is på søen.