Stærk indsats af Victor

Victor Aasmul

Victor Aasmul fra Holte Roklub blev Europas nummer 6 i enerkajak over 500 m i U18.

Victor Aasmul besatte sjettepladsen i EM-finalen i 500 meter enerkajak ved U-EM i Bulgarien i tiden 1.49.412.

Løbet var tæt og kun vinderen Stanislau Daineka fra Hviderusland skilte sig for alvor ud. Der var mindre end 2 sekunder fra nummer 2 til nummer 7 i finalen. Victor var således mindre end 1,5 sekund fra bronzemedaljen.

Særligt imponerende var det, fordi Victor som 17-årig er første års U-18 klassen i en sport hvor fysisk udvikling har stor betydning og det samtidig er første gang Victor konkurrerer internationalt.

Victor deltager ved EM ligeledes på sprint distancen 200m i toerkajak (K2) sammen med makkeren Mads Thomsen fra Silkeborg.

Victor er allerede udtaget til at repræsentere Danmark i 500m enerkajak (K1) ved de Nordiske mesterskaber, der afholdes om tre uger i Lahti Finland. Her vil Victor kunne få revanche over Norges Hakeem Teland, som blot slog Victor med 8/10 sekund i EM finalen.

Det forventes at det vil være disse to kajakroere som skal gøre op om det nordiske mesterskab.

Tekst: Thomas Lesly Rasmussen, Rudersdalavis