Luciatur i Københavns kanaler

Luciatur 2015

I går søndag drog en større flok medlemmer af Holte Roklub til Københavns Havn. Målet var at deltage i det årlige Luciaoptog, hvor flere hundrede lyspyntede og udsmykkede kajakker deltager. Vi satte bådene i vandet ude på Holmen ved de gamle kanonbådshuse. Herfra gik turen gennem Christianshavns kanaler mod Nyhavn, hvor vi samledes nær Mindeankeret.

Senere kom flere kajakker til, så vi fyldte hele Nyhavn. Der var et stort publikum tilstede for at se og deltage i arrangementet. Vi så også et større lysudsmykket løbehold som kom til havnekanten for at synge julen ind.

En operasanger sang for da mørket havde sænket sig og alle julelys på bådene markerede sig. Der var kunstfærdige installationer med juletræ, gran, guilander og julepakker der pyntede bådene. Efter sangen roede det store felt videre ad kanalerne mod Frederiksholms kanal og ud for Børsen, hvor der også var folk samlet og der blevet atter sunget fællessang. Arrangementet sluttede med kåring af den flottest pyntede kajak.

Vi roede herefter tilbage til udgangspunktet, hvor vores biler holdt. Bådene blev hurtigt pakket på bilerne og kursen sat mod roklubben, hvor alle glædede sig til igen at få varmen i saunaen.

Jan & Nicola havde fødselsdag, som blev fejret med maner og Jan havde inviteret på lækker italiensk middag i klubstuen. Vi havde alle haft en dejlig tur sammen og oplevelsen rundedes af under hyggelige omgivelser. Tak for initiativet og en god tur!

Vi vil gerne dele oplevelsen med jer andre – og I kan her se glimt fra vores tur…