Hæder og ære til DKF årsmødet 2014

Kongshvilepokalen 2013

Af Bjørn Christau.

Ved DKF’s årsmøde forrige uge blev vores nuværende kajakchef m.m. og mangeårige meget aktive medlem Peter Michael Sørensen tildelt Kongshvilepokalen for sit arbejde med polokajak gennem mange år.

Det er vi selvfølgelig meget stolte over og glade for i Holte Roklub – stort til lykke til Peter Sørensen for den flotte hædersbevisning!

DKF’s formand Ole Tikjøb havde bl.a. disse rosende ord til Peter Sørensen i sin motivering for hæderen:

Kongshvilepokalen 2013 går til Peter Sørensen

Formand for Dansk Kano og Kajak Forbund Ole Tikjøb overrakte Kongshvilepokalen til Peter Sørensen ved DKF Årsmøde i 2014. Peter fik pokalen for sit vedholdende arbejde for at fremme kajakpolo i Danmark.

Kongshvilepokalen er skænket af Skovhuskoloniens Kanoklub nu Gladsaxe Kano og Kajakklub.
Det er en lederpokal som uddeltes for første gang i 1966 og den uddeles af DKF´s bestyrelse til en leder der har udført et langt og trofast arbejde for DKF eller et særligt iøjefaldende arbejde.

Begge dele passer egentlig på dig Peter. Du har været en del af polomiljøet siden starten for ca. 15 år siden. Det var i starten en meget lille gren af vor sport dyrket i et par klubber her i Københavnsområdet til i dag hvor polo dyrkes af rigtigt mange klubber og der er ca. 1000 aktive polospillere. Vi har nu en veludviklet ligaturnering kørende på både dame- og herresiden.

Peter du har været med hele tiden fra den spæde start til nu og det indenfor både elite som breddearbejdet, du er og har været den gennemgående drivkraft i etableringen af Danmarksturneringen med det store arbejde der er med at lave program og holde styr på resultaterne og du er med omkring uddannelse og endelig er du er selv en meget aktiv polospiller.

Vi deltager også med landshold ved mesterskaber og WC´s og senest blev senior-herrerne bronzevindere ved ECA Cuppen sidste år og U-21 holdet fik en flot 4. plads ved EM: Vi håber på rigtig flotte placeringer ved VM til sommer i Frankrig, og endelig bliver der også afholdt flere flotte og gode turneringer af vore klubber her i landet.

Så vi er rigtig glade for at kunne give dig Kongshvilepokalen for din helt fantastiske indsats og din store betydning for polosporten, jeg havde for kort tid siden et møde med dig og Pixi og der kunne jeg virkelig mærke hvordan du brænder for sporten. Så tak for dit store og utrættelige engagement for polo.

Til slut skal det også lige nævnes du har i flere år har siddet i DKFs bestyrelse først som repræsentant for polo og sidst nogle år som næstformand med ansvar for økonomien og her valgte du at trække dig sidste år på årsmødet – men du er heldigvis fortsat på polo og det håber vi du også vil gøre mange år fremover.