Flot finaleplads ved VM

Flot finaleplads ved VM

Foto: Aasmul

Josefine Balslev-Erichsen og Simon Schuldt-Jensen har atter sat Holte Roklub’s kajakafdeling på verdenskortet.

Josefine Balslev Erichsen og Simon Schuldt-Jensen fra Holte Roklub blev tidligere i år udtaget til VM i kajak sprint for 17-18 årige, som fandt sted i den netop overståede weekend i Minsk, Hviderusland. For både Josefine og Simon var der tale om debut ved Verdensmesterskaberne.

Simon Schuldt Jensen var udtaget i toerkakak (K2) på 1000m distancen sammen med makkeren Rasmus Alsbæk fra Maribo Kajakklub. Parret, der regnes for nogle af dansk kajaksports største talenter, fik samtidig muligheden for at stille op i K2 200m for at opbygge mere international erfaring.

Efter en forrygende præstation i både indledede heat og i semifinalen på 1.000 m leverede de to VM-debutanter en imponerende præstation og roede sig til en 6. plads i finalen. Det er særligt flot fordi de modsat de fleste af deres konkurrenter blot er 17 år og således også næste år kan stille op i samme aldersklasse.

Midtvejs i løbet lå danskerne på ottendepladsen, men på den sidste halvdel af løbet fik parret roet sig op i feltet og avancerede to pladser til den flotte sjetteplads. Simon og Rasmus fik også en 9. plads i semifinalen på 200 meter, som desværre ikke rakte til en finaleplads.

Mod nye mål

Josefine Balslev-Erichsen, der med sine 16 år ligeledes er VM-debutant og også har et år tilbage i aldersklassen var udtaget til at ro enerkajak (K1) 200m. Josefine har haft en lidt udfordrende sæson med skader og træningspauser, men Kano & Kajak forbundet valgte alligevel at udtage Josefine til VM i erkendelse af at Josefine er et meget stort talent.

Josefine gik videre fra indledende heat til semifinalen, hvor hun besatte 7. pladsen hvilket lige præcis ikke var tilstrækkeligt til en plads i enten A eller B finalen. I en tæt spurt var Josefine mindre end 50 cm fra en finaleplads, lidt ærgerligt, men Josefine har opnået vigtig erfaring gennem sin første VM deltagelse.

Minsk har i weekenden været rammen for Ungdoms VM for U18 og U23 kajak- og kanoroere med deltagelse af 65 nationer.

Allerede den 12-14. august går det løs igen, når Josefine og Simon sammen med yderligere tre eliteroere fra Holte Roklub, Anna Winther Glüsing, Jacob Fogh Iversen og Victor Aasmul, dyster om de nordiske mesterskaber i sprint kajak som afholdes i Finland. Sidst i August deltager Holte Roklubs bedste kajakroere ved DM i Holstebro hvor det igen i år er målet at manifestere Holte Roklub, som landets stærkeste kajakklub i aldersgrupperne 15-16 år & 17-18 år.

Tekst: Thomas Lesly Rasmussen, Ruderdalsavis