15 unge kajak-atleter på træningslejr

Holte Roklub Ungdom på træningslejr i Norditalien.

I to uger omkring påske er Holte Roklubs kaphold med unge kajakroere på træningslejr i det nordlige Italien. Sammenhold og personlig dygtiggørelse er i fokus.

15 unge roere i alderen 12 til 18 år træner på livet løs i Italien, mens deres kammerater holder påskeferie hjemme i Danmark. De er på en to-ugers træningslejr, som foregår ved og på Pusiano-søen, der ligger nord for Milano. Både det schweiziske landshold og den danske kajak-stjerne René Holten Poulsen m. fl. bruger området til optimering af kajak-færdigheder.

De unges træning er tilrettelagt med roning hver morgen og eftermiddag, desuden indgår core-træning, vægtløftning/styrketræning samt løb på bjergskråningerne og i de smukke og skrå gader.

– Træningen er hård, men den er også god. Vi træner hårdere end derhjemme. På grund af varmen tør man øve mere teknik og balance i kajakken, fordi det ikke er så koldt, hvis man falder i vandet, siger Olivia Christoffersen, der er 13 år og stiller op som andenårs U14 til dette års stævner.

– Vi er blevet filmet mens vi har roet, og så har vi set optagelserne sammen om aftenen, hvor de mere erfarne roere har givet råd til, hvordan vi kan forbedre vores teknik. Man lærer også af at høre om de andres forbedringspunkter, siger Johanne Krogh Bisgaard, som er 12 år og stiller op som første-års U14 i år.

De to piger bor desuden på værelse sammen og hygger sig med iPad, snak og spil i pauserne, hvis ikke de da er sammen med alle de andre roere, hvor der er masser af grin og leg og plads til en enkelt gellato (is) indimellem. Det er vigtigt, at hvile mellem træningspassene, og der er også indlagt stillezoner/lektietimer undervejs, så de kan følge med i skolen, når de kommer hjem.

Varmt vejr = bedre træning

Også de ældre roere, som de senere år har høstet mange medaljer til Holte Roklub, nyder det italienske klima.

– De varmere forhold gør, at vi som roere bedre kan aktivere vores muskler, og det gør træningen mere effektiv. Vejret er bedre og vandet er fladere hernede, så vi kan løfte vores teknik op i et højere tempo, mens vi er her. Det betyder selvfølgelig at vi er bedre rustet til stævnesæsonen, end hvis vi trænede hjemme, siger Simon Schuldt-Jensen, der er 17 år og stiller op som andenårs U18. Hans ambition er at vinde en VM-medalje i år.

Kapholdet bakkes op af Holte Roklub, ligesom forældregruppen er aktivt involveret i træningslejren. I år er håbet at få tilknyttet sponsorer, som kan understøtte talentudviklingen og klubbens virke.

Følg evt. ”holte_kapkajak” på Instagram./hw

Best Henriette from mobile